Stort sengetæppe til Fjordmark

sengetæppe 35 hw kleine og laila brøgger til fjordmarkDet flotte sengetæppe, som er syet af R. + H.W. Kleine, Klemensker, og quiltet af Laila Brøgger, Fredericia, vil blive givet til Fjordmark, da det er for stort til sengene på Kildemose. Le Quilt har doneret bagsidestof, og mellemfor er sponseret af Anne-Lise Hosbond og Hans Jørgen L. Nielsen, Hillerød.

De sengetæpper, som vi syede til Fjordmark i 2008 er ved at være slidte, fordi de bliver vasket ofte, og nogle af dem er lidt små, så de vil meget gerne have nye.

Et hjertesuk!

Vi får så meget dejligt stof til at sy tæpper af fra mange forskellige sider – og vi er meget taknemmelige!

Men EN GANG IMELLEM får vi noget, der lugter meget af røg! Det er en lille del af det, vi får, men nu skal dette hjertesuk ud.

Jeg kan ikke selv sy af stof, der lugter grimt (jeg er selv eks-ryger, og vi er de mest sensible, hvad det angår), og jeg vil ikke bede andre om at overtage det. Så jeg lufter det i fugtigt vejr, det hjælper somme tider. Men ikke altid, og så må jeg vaske det. Det er et stort arbejde, men stoffet skal ikke gå til spilde.

Lige nu kører min vaskemaskine en skånevask, helt fyldt med de smukkeste stoffer, som helt bestemt kan bruges i puttetæpper, og der ligger mere og venter fra en stor donation af dejlige stoffer, jeg har modtaget.

Det er IKKE en tæppetante, stofferne kommer fra, men et sødt menneske, der ikke syr patchwork mere og derfor af et godt hjerte har givet stofferne.

Hvad der måske er værre, er at vi også modtager toppe og tæpper, der lugter af røg. Dem kan vi jo heller ikke give til børnene, så de kommer ud at hænge i småregn, sommetider i flere dage, så bliver de friske igen.

Men her kommer sukket: Hvor ville det være dejligt, hvis giveren enten slet ikke røg i forbindelse med syning, eller selv sørgede for at lufte det!