Sengetæppe til Fjordmark

77 hanne petersenHanne Petersen, Horsens, har fundet en UFO frem fra skabet og lavet den færdig til et meget smukt sengetæppe, som hun håber vil glæde en – og flere – piger på Julemærkehjemmet Fjordmark. Sengetæpperne bliver liggende på værelset, så flere får glæde af dem under deres ophold.

Da der er overskud af sengetæpper til Julemærkehjemmet Liljeborg, som vi er ved at sy, har vi aftalt med nogle, at deres sengetæppe bliver afleveret på Julemærkehjemmet Fjordmark, hvor nogle af sengetæpperne, syet i 2008, er så slidt, at de ikke kan repareres.

En hyggelig og vellykket præsentationsrunde!

Nu har en række tæppetanter sluttet runden af præsentationsbesøg i 15 butikker landet over, hvor vi har præsenteret Puttetæppemønster 2018 “Flyvende firkanter”.

Vi er blevet taget vældig godt imod, både af butikejere og kunder. Mange har været glade for at få demonstreret det lille “fif” til at sy blokken på maskine, og vi håber, at der kommer mange blokke tilbage!

Det har været spændende at komme ud i butikkerne i stedet for den messe i LIllebælthallerne, der er aflyst. Så vi vil helt klart overveje, om vi skal gøre sådan igen en anden gang.

De sidste 3 dage har Birgith Lorenz og Hanne Hector Schrøder været i Patchworkkælderen i Kolding som en del af Quiltrally Syd. Og der har ikke mindst været stor interesse i at se, hvordan man syr Fix & færdig / Quilt-as-you-go, som Birgith har vist. Det klæder iøvrigt netop dette mønster rigtig godt at montere på denne måde.

Tak til alle butiksejerne for jeres imødekommenhed og forkælelsen!