Oprydning efter tantetræf

Lørdag d. 26. sept. 2020 havde vi som bekendt tantetræf i Hejnsvig.
Tanterne kom med sækkevis af tæpper og toppe, som skal videre til hhv. julemærkehjem og monteringstanter.
Vi fik 165 tæpper – der er en lille usikkerhedsmargin på 5 stk., men under alle omstændigheder rigtigt mange. 27 toppe er der til gengæld helt bestemt. Lisbeth Adrian fyldte bil, tagbox og trailer med tæpper, det resterende stof m.m., og Rita Sicko tog de tæpper, som Lisbeth ikke kunne have. Karin Holme Frederiksen fik toppene med hjem og skal nu finde monteringstanter til de 27 toppe og de 29, hun i forvejen har liggende, så hjælp til montering vil være kærkomment.
Pt er Karin i gang med billedredigering af ca. 120 billeder af tæpper, det tager sin tid – heldigvis er ca. 50 tæpper vist på forhånd/vises de nærmeste dage.

Lisbeth måtte op oven på boxen for at lukke den, og Rita måtte guide Lisbeths ben, så de ramte stigen – det var noget af et syn!

Yrsa Højrup, Kolding

Hanne Mette Nielsen skriver: Sidste mandag gik Yrsa Højrup på pension som tæppetante. Yrsa kom på besøg hos Tæppetanter i Kolding sammen med datteren og afleverede de sidste 3 smukke tæpper. Yrsa har syet puttetæpper siden 2008. Vi har haft glæden af at sy sammen med Yrsa siden 2014. Yrsa syede hurtigt rigtig mange tæpper, og vi spurgte forsigtigt, hvor mange tæpper har du syet? Efter at have regnet tæpperne til børn og børnebørn fra, kom Yrsa frem til ca. 50. Jeg har lige talt sammen, at Yrsa har syet 70 tæpper sammen med os. Det er da et imponerende antal. Samtidig har oldebørnene fået flotte strikkede Marysvøb og patchworktæpper. Selvom Yrsa har syet så mange tæpper, er hun aldrig gået på kompromis med kvaliteten. Hjørner og spidser skal være nøjagtige – Basta! Standarden blev sat, og vi andre gjorde så vores bedste.
Vi har lært meget af Yrsa og kommer til at savne hende, men Yrsa har lovet at besøge os. Det er dejligt.