Produktiv patchworker

Bente Bjerre, Østbirk, har gennem årene syet et utal af puttetæpper, og hun har for nyligt været på Julemærkehjemmet i Hobro med 19 stk.! Nedenstående billeder viser Bentes arbejdsværelse og nogle af børnene med puttetæpper foran Julemærkehjemmet.

Tæpper til Fjordmark

I går afleverede vi 70 puttetæpper og 7 sengetæpper til Julemærkehjemmet Fjordmark. Vi fik en dejlig modtagelse, og vi fik stor hjælp af en flok halvstore drenge til at bære tæpperne i den dejlige hal. De var hurtige til at brede tæpperne ud og samle dem sammen igen efter fotografering, så de kunne komme til at spille badminton. Der var så mange tæpper, at jeg var nødt til at tage flere billeder for at kunne vise dem alle. Det er en dejlig hal, og måske kan I lige skimte Flensborg Fjord i baggrunden.
Det er altid en god oplevelse at komme til Fjordmark, men 450 km. på E45 i øsregnvejr og voldsom trafik tog noget fornøjelsen.

Puttetæppe fra anonym ældre dame

Quilte Quinderne i Greve har fået nogle toppe syet af en ældre dame – alle håndsyet. Dette tæppe er syet på amerikansk. Merete Seyfarth, Køge, har quiltet og monteret. Mellemforet er doneret af Stof og Stil i Roskilde, og bagsidestoffet fulgte med toppen. Det færdige tæppe bliver givet til Projekt Puttetæpper. 

Tæppe til Fjordmark

Stina Lønn, Kolding, har syet det fine puttetæppe med lyslilla kant og stolper, og er det mon tegneseriestof i kvadraterne.

Jordfarver og pasteller

Inger Olsen, Tølløse, har syet to meget forskellige puttetæpper. Nanna Thomsen, Bratten, har monteret og quiltet. LB-Foreningen har doneret mellemfor, og bagsiderne er hhv. fra Kirsten Juul, Patchworkkælderen og fra boet efter Rigmor Gammelgaard, Vojens.

Oktobertæppe fra Birgit Glüsing

Birgit Glüsing, Lyngby, har syet det flotte blå puttetæppe med forskellige størrelser kvadrater og rektangler, enkelt men flot. Birgit startede Projekt Puttetæpper sammen med sin søster tilbage i 1997, og hun har gennem årene syet langt over 200 puttetæpper til Julemærkehjemmet Kildemose. Birgit, der er langt oppe i 80´erne, har det fortsæt at sy et tæppe om måneden, og tæpperne er altid håndsyede og håndquiltede – stor respekt for det! Nedenstående billede af Birgit er fra tantetræf på Skælskør Julemærkehjem okt. 2021.