Styregruppemøde d. 2. og 3. august 2023

D. 2. og 3. august var styregruppen samlet hos mig, Karin, til et par arbejdsdage. Vi var bl. a. på Julemærkehjemmet i Hobro, som Lisbeth og Bente ikke har besøgt før. Her blev vi hjerteligt modtaget af den søde sekretær, Lina, der havde sørget for kaffe til os. Hun beklagede, at børnene ikke var hjemme, men på gåtur til Bramslev Bakker. Hun og pedel Kim hjalp os med at flytte de73 medbragte puttetæpper til den lune lagerplads.

Bente og Lisbeth kendte ikke meget til området, så vi måtte den kønne vej hjem over Mariager, Assens og Hadsund. Vel hjemme igen tog vi fat på de mange donerede ting, der er kommet i løbet af vinteren og arbejdede videre til ca. 21.30, kun afbrudt af aftensmaden.
Næste dag blev der pakket poser med nogle fatquarters og et større stykke stof, som kan uddeles til tæppetanter til DPF træf i Roskilde d. 26.-27. august i Roskilde og til Tantetræf d. 16. september i Hejnsvig. Det blev også pakket mange, mange monteringssæt, som også kan hentes på DPF træf og tantetræf efter aftale. Det ville lette vores arbejde med at lave monteringssæt betydeligt, hvis målene på toppene overholdt de fastsatte mål, der er mellem 120 og 150 cm. i bredden og 150 og 180 cm. i længden, hverken mere eller mindre.
Det ligner en rodebutik, og det var det også, men der kom orden i tingene efterhånden. Der blev knoklet igennem til sidst på eftermiddagen, hvor vi skiltes igen efter et par hyggelige dage med masser af arbejde, snak og grin – vi arbejder så godt sammen.