Nogle af de modtagne tæpper, der er for store til puttetæpper, bliver efter aftale med giveren givet til et af julemærkehjemmene som sengetæpper og bliver der permanent. Da de bliver vasket ofte, pga skift af børn, bliver de hurtigere slidt end normalt, så de bliver udskiftet, når de er for slidte.
Dette sengetæppe er store blokke, som Karin Christensen, Hornbæk, har syet sammen og monteret med en festlig bagside. Laila Brøgger, Fredericia, har quiltet på long-arm-maskine.
2 meget fine tæpper, modtaget som “UFO”-er og færdigsyet af Karin Christensen, Hornbæk. Tæpperne, som er for store til puttetæpper, vil blive solgt på auktion på Julemærkehjemmet Fjordmark i juni 2020, til indtægt for Julemærkefonden.
Modtagne blokke monteret af Karin Christensen og håndquiltet af Marianne Jensen, Ølstykke.
Modtagen top, monteret af Karin Christensen og quiltet af Marianne Jensen, Ølstykke.
Dejligt med et godt samarbejde mellem tæppetanterne! Her er det Bodil Larsen, Billund og Tut Madsen, Vorbasse, der har arbejdet sammen om 3 puttetæpper.
Syet af Bodil Larsen, Billund, der har brugt stoffer, hjembragt fra Tæppetante-træf i Hejnsvig 2018 og syet med 2018-årsmønsteret. Her er bagsiden:
Syet af Bodil Lassen, Billund, quiltet af Tut Madsen, Vorbasse.
Dette utroligt flotte tæppe, en “Dear Hanne-quilt”, syet af Birgit Rosendal, Varde, og quiltet af Lissy Kristensen, Hobro, har sengetæppe størrelse og er dermed for stort til puttetæppe.
Styregruppen har derfor med Birgit Rosendals billigelse besluttet, at det vil blive solgt på auktion i juni, når Restaurant Bind i Kollund afholder deres årlige velgørenhedsmiddag, hvor alle indtægter ubeskåret går til at støtte Julemærkehjemmet Fjordmark!
I forbindelse med denne middag afholdes flere auktioner, som indbringer mange penge.
Det er sjældent høje priser i forhold til priserne på patchwork i Danmark. Projekt Puttetæpper har derfor flere gange ladet tæpper, der af den ene eller anden grund ikke er puttetæpper (for små – for store – for sarte) blive solgt her. Og det er en stor glæde at høre, at disse tæpper har indbragt fra 2.000 kr til 7.500 kr! Selfølgelig ubeskåret til Fjordmark. Det er vi meget glade for!
Vi håber, at dette tæppe vil indbringe et højt beløb! Men inden juni vil det fine håndapplikerede tæppe blive vist frem på Quiltefestivalen i Aulby og Kreativ Midsommer Marked i Korsør.
I lighed med tidligere har Projekt Puttetæpper sagt JA til at udstille puttetæpper på Plejecenter Nørrevang i Stensballe, Horsens, i december og januar – og nu er det udvidet til også at være februar 2019. De er glade for de flotte og hyggelige tæpper!
I dag blev de hængt op i samarbejde mellem Projekt Puttetæpper og den gruppe, der syr patchwork på Nørrevang. Vi synes, det er blevet en flot udstilling, og tæpperne kom til deres ret på de brede lyse gange. Tæpperne er kun til låns og bliver afleveret på et af julemærkehjemmene senere.
Sikke da en dag, vi har haft på Tæppetante-træf 2018 i Hejnsvig.
70 tæppetanter, en styregruppe, hjælpere, 1 forstander og enkelte chauffører strømmede til i dejligt vejr – 2 kom med stor forsinkelse efter motornedbrud, men kom alligevel efter vejhjælp og yderligere forsinkelse pga trafikuheld på motorvejen! Sejt!
Hallen, som til daglig bliver brugt til veteranbiler, blev fyldt lige fra 1½ time før træffets start! Og de 4 tæppetanter fra Kolding Tæppetanterne, der havde meldt sig som hjælpere, havde travlt med at registrere deltagerne, sælge bestilt lim, og med at modtage de mange flotte tæpper, som blev bredt ud på veteranbilerne – ganske som de tidligere år!
Hvem kan se bilerne?
Styregruppen bød velkommen..
Værtinden Birgith Lorenz var glad for, at hun fik idéen for 5 år siden og nu kunne byde velkommen for 6. gang! Birgith og hendes hjælpere har alle 6 gange stået for det praktiske med borde, stole, mad, drikke og kaffe + kage. Uden dem – ikke den oplevelse!
Karin fortalte om praktiske ting vedr. materialerne og donationerne til tæpper og bad om, at tæpperne ikke “holder fødselsdag”, før de bliver afleveret, da de, der har doneret, følger med og holder øje med, hvornår de bliver til færdige tæpper, og måske er bange for, at de ikke var gode nok, hvis den endnu ikke er blevet brugt. Det kunne alle forstå!
Karin fortalte også om det salg af donerede patchwork-bøger, som nu har indbragt penge nok til at købe mellemfor til 100 tæpper!
Rita fortalte om “Evighedsblokken” og en lille solstrålehistorie om nogle damer fra en loge, der har doneret penge til at købe mellemfor for, nu er i gang med at sy ikke bare Evighedsblokke, men også årsblokke!
Birthe Jespersen fra Grindsted fortalte om, hvordan hun blev tæppetante, trods synshandikap (hun er snæversynet, siger hun!). Og hvordan hun har ført kartotek over alle tæpperne, så hun nu kunne aflevere puttetæppe nr. 100 !
Som tidligere havde Birgith åbnet sit private hjem og systue, hvor der er smukke quilts overalt! Der var workshops både i systuen og andre steder:
Fix & færdig vist af Birthe Jespersen og Birgith Lorenz..
…det lille “fif” ved syning af Årsmønster 2018 “Flyvende firkanter” samt blokken “Bow-tie” blev vist af Karin Holme Frederiksen..
Anna Marie Andersen demonstrerede “Flying Geese på en nem måde”..
..Rita Sicko demonstrerede limning med spraylim af mellemfor..
.. Hanne Hector Schrøder viste afslutning af lukkekant.
Den lækre frokost blev efterfulgt af…
..et spændende foredrag af forstander Henrik Bøtkjær fra Liljeborg, som både fortalte om det nye julemærkehjem og hele processen omkring bygningen, som han var involveret i gennem måneder i en skurvogn!
…men også om børnene og hvordan det har været at opbygge procedurer, ansættelser af personale (med 2393 ansøgere!), de daglige rutiner for børnene, som ikke altid er så nemme. Han anbefalede at se den nye film om Liljeborg, som kører med korte mellemrum på DK4.
Vi hørte bl.a. om det helt nye, som han selv havde haft som er stort ønske: mulighed for opfølgning for nogle af børnene, såkaldt efterværn. Efterværnet følger børnene og deres familier i 10-12 uger efter endt ophold, det forgår ved hjemmebesøg i barnets hjem og hjælp til familien til at få struktur på hverdagen, til brobygning mellem familie og nærmiljø, skole, kommune m.m. Efterværnets mål er at få barnet og familien til at opretholde de nye vaner, som de har fået under opholdet på Julemærkehjemmet, samt at bygge bro til familiens omgivelser.
Hans historier om den baggrund og de reaktioner, nogle børn har, var meget rørende! Der var meget, meget stille i hallen!
Henrik fortalte også, hvor meget det betyder for børnene med puttetæpperne! Og hvordan det har ændret børnenes værelser, at der nu er flotte sengetæpper på alle sengene. Det ændrer værelserne fra det nye, lidt sterile look til noget hyggeligt og varmt!
Henrik fik bilen fyldt op med tæpper, både 20 puttetæpper og 6 sengetæpper, før han kørte hjem..…efter at han havde hjulpet Lisbeth med fotografering!
Efter Henriks foredrag og kaffe med lækre kager, incl. dejlige småkager, bagt af en af chaufførerne = Emma Christoffersens datter, blev der “dækket af” for de borde, som alle havde kigget længselsfuldt efter hele dagen! – bordene og kurvene med bjerge af donerede stoffer – det var som et brandudsalg! Men der var rigeligt til alle!
Tak for bidrag fra Anna Askjær og Mie Lorenz!
Alle tæpper, der blev afleveret på dagen, er fotograferet, og kommer i senere indlæg!
I firmaet SEB er mange ansatte mænd, som går i skjorter. En kvindelig ansat satte derfor en vasketøjskurv op med opfordring til at lægge kassable skjorter i, som der kunne sys puttetæpper af til børn på julemærkehjem!
Kvindelige ansatte i SEB samarbejdede om at sy tæpperne, og på Kreativ Midsommer Messe modtog vi 2 kønne færdige puttetæpper + flere toppe, klar til montering og quiltning.
Det ene er syet efter det meget populære “Jubilæumstæppe” fra Dansk Patchwork Forenings jubilæumsbog – men jeg har aldrig før set det syet i skjorter! Det er rigtig fint – og en dreng vil jo elske det!
Det andet er med stjerner. Sikke et godt initiativ!