Lidt leg med tal

På Dansk Patchwork Forenings hjemmeside har vi et galleri, hvor vi sætter billeder ind løbende.

Det galleri viser antallet af puttetæpper kvartalsvis fra 2010. Det skal bemærkes, at det er det antal, vi kender, og som vi har billeder af. Der har altid været tæpper, som bliver afleveret på et af julemærkehjemmene, uden at der blev taget billede.
Vi har ikke samlede antal billeder før 2010.

Antal puttetæpper pr. kvartal / år fra 2010 – 2016
(forbehold: 4. kvartal 2016 ikke afsluttet.

År 1.kvartal 2. kvartal 3. kvartal 4. kvartal I alt
2010 92 59 77 76 304
2011 87 75 76 130 368
2012 58 81 66 85 290
2013 113 135 84 75 407
2014 118 221 130 136 605
2015 124 350 156 104 734
2016 197 326 175 (17) (715)
I alt 2010-2016 Med forbehold for 4.kvt.2016 789 1247 764 623 3423

Det er sjovt at studere tallene. Med det kendskab, vi har i styregruppen, til årets gang i Projekt Puttetæpper, kan vi se, at antal tæpper er langt det største i årets første 2 kvartaler, og vi ved, at det skyldes de messer, vi deltager i 1. halvdel af året + de sidste 4 år, hvor vi har holdt “Tæppetante-træf” i juni.

Tæppetante-træffet samler og giver er inspirerende fællesskab, deltagerne kommer glade og stolte med deres tæpper og drager hjem igen med hver en andel af de donationer, Projekt Puttetæpper får forskellige steder fra i løbet af året.

Samlet set er det imponerende, hvor stærkt det er gået – og stadig går:
i 2016 er vi næsten oppe på antallet for 2015, selv om 4. kvartal kun lige er begyndt!

Når vi husker på, at vi ikke har det fulde antal, fordi vi ikke får billeder af alle tæpper, så tør jeg godt være optimistisk og tro på, at vi klarer at levere 1.000 tæpper pr. år. fra august 2017, hvor det 5. julemærkehjem åbner i Roskilde.

Og 2017 er jo vores 20. års jubilæumsår!

Når man læser hele historien, hvor det i starten var 30 tæppetanter, der syede tæpper til 1 julemærkehjem, Kildemose, der havde 14 børn ad gangen dengang, i mange år 100 – 120 tæpper pr år, så er helt vildt, som det har udviklet sig!

Hvis du ikke ved, hvordan du følger med der, så skal du bare klikke på det lille gule tæppe til højre på forsiden af denne hjemmeside. Du kan klikke dig ind på hvert enkelt kvartal og se alle billederne, og hvis du klikker på kvartalet, får du billederne i stort format med tekster.

 

Skriv en kommentar