Vi har modtaget følgende fra tæppetante Marian Arenfelt, Sct. Georgsgildet i Sæby:
“I går kørte Bente og jeg til Hobro efter aftale med hjemmet og afleverede 3 tæpper fra Projekt Puttetæpper og Sct. Georgs Gildet i Sæby.
Det røde tæppe har gildets tæppetantelaug monteret. Vi modtog 30 lapper syet af forskellige tæppetanter i landet + vat doneret af ELLAB fonden og gråt bagsidestof fra en anonym giver.
Det lilla/rosa tæppe er syet af rester givet til Sct. Georgs Gildet i Sæby til Julemærketæpper.
Det gyldne/grønne tæpper er syet af restestof modtaget på samme måde og inspireret af en færdig blok, som vi fik af ”De rappe Nåle” (den lokale patchwork klub).
Da vi ankom mødte vi en gruppe børn og voksne, som var på vej hjem fra gå tur. Flere spurgte frejdigt: ”Hvem er I?” Vi svarede, at vi var tæppetanter, som kom med 3 tæpper til Julemærkehjemmet. Straks kom der ekstra lys børnenes øjne. Interesserede spurgte de: ”Er det dig der har syet det lyserøde og grønne?” – ”Skal jeg løbe op og hente det, så du kan se det?” – en anden sagde fuld af glæde: ”Jeg har et blåt”. Og en sagde: ”Jeg er vild med det med cup-cakes” – og sådan fortsatte det. Vi var velkomne og næsten elskede. Det var faktisk rørende at stå der med vores få tæpper og være ”proto-typen” på alle de mennesker, der syr tæpper til Julemærkehjemmene i Danmark. Tak til jer alle sammen.
Vi blev budt på kaffe og venligt personale var parate til at fortælle om deres arbejde og svare på vores spørgsmål. Vi fik at vide, at i hele landet får 750 børn et 10-ugers ophold om året. I Hobro får hvert barn et tæppe og en bamse ved ankomsten. Det følger barnet gennem de 10 ugers ophold og læring. Barnet får sit tæppe med hjem. Måske kan det hjælpe barnet til at fastholde al den viden, det har modtaget til gav for en bedre fremtid. Man har i Hobro børn fra 7 – 15 år.
Mens vi drak kaffe kom der børn gennem spisesalen af og til. Nogle skulle hjælpe i køkkenet og andre dække bord. Da vi brød op og takkede for en glad stund, kom 2 friske drenge gennem stuen og stillede det traditionelle spørgsmål: ”Hvem er I”, og da vi svarede som tidligere, at vi var tæppetanter, responderede de prompte og med fynd: ”Ej, hvor sejt”.
En skøn oplevelse rigere vendte vi næserne nordpå mod Sæby medbringende en invitation om snart at komme igen. Tæpperne betyder meget for Julemærkehjemmene; det er vi ikke i mindste tvivl om.”